Gå direkte til indhold

OL-historie

Den olympiske historie kan opdeles i de antikke lege og de moderne lege. De første olympiske lege blev afholdt for mere end 2000 år siden. I ca. 1500 år gik de næsten i glemmebogen, men i 1896 begyndte det, vi kalder de moderne olympiske lege. Siden da, har legene været afholdt hvert fjerde år.

Læs om OL's historie, udviklingen og værdierne:

De antikke lege
Den romerske periode
Nutidens olympiske lege
De olympiske vinterlege
Valg af by
Det olympiske charter, motto og symbol
Åbningshøjtidelighed
Medaljeoverrækkelse
Afslutningshøjtidelighed

De antikke lege
De olympiske Lege fejrer indledningen til en Olympiade, det vil sige en periode på fire på hinanden følgende år. Oprindeligt blev de Olympiske Lege holdt i oldtidens Grækenland i forbindelse med religiøse ritualer til ære for guderne. Hvert fjerde år samledes græske mænd for at dyrke guderne og deres idræt på den hellige jord og alteret, der blev indviet til Zeus, i Olympus. Året 776 f.Kr. regnedes af oldtidens grækere for år 1 på samme måde, som vi i dag regner begyndelsestidspunktet for den tidsregning (Kristi fødsel), man benytter i de fleste andre lande verden over.

Tiden dengang var altså opdelt i Olympiader, og den første begyndte altså i 776 f.Kr., den anden i 772 f.Kr., den tredje i 768 f.Kr. osv. Det var fra 776 f.Kr., at man har de første nedfældede beretninger om Olympiske Lege, men det er ikke usandsynligt, at der er blevet afholdt sådanne lege endnu længere tilbage i historien.

Oprindeligt var der kun én idrætsgren ved oldtidens Olympiske Lege, nemlig et løb over længden af stadion, 192,27 meter. Manden, der sejrede i dette løb blev hædret og fik en olivenkrans (fra 752 f.Kr. - inden da en æblegren) som præmie. En sejr ved de Olympiske Lege var det største, et menneske kunne opnå.

Den romerske periode
54 år efter at pankrarion for drenge var blevet indført ved de olympiske lege, blev Hellas i år 146 f.Kr. en romersk provins. Hermed var det slut for grækerne at være de eneste, der måtte deltage i legene. Også for romerne var det stort og ærefuldt at vinde ved de olympiske lege.

I mere end 400 år fremover fortsatte de olympiske lege. Vindernavnene fra legene kendes helt frem til år 277 e.Kr. Fra den tid hersker der usikkerhed. Det er sandsynligt, at de olympiske lege har været afholdt hvert fjerde år, men der har måske været perioder, hvor de har været aflyst.
Den sidst kendte olympiske sejrherre var den armenske bokser Varasdates fra Arsakides, der vandt bokseturneringen ved de olympiske lege og blev den sidste registrerede olympiske mester i år 369 e.Kr. Til gengæld kendes hans navn af hver en skoleelev i nutidens Armenien.

I år 330 e.Kr. blev kristendommen statsreligion i Romerriget, og da olympiske lege jo blev afholdt til de gamle græske guders ære, blev de hurtigt en torn i øjet på de romerske magthavere. I år 393 e.Kr. forbød kejser Theodosius I afholdelsen af legene.
Herefter gik det tilbage for de olympiske anlæg. I år 420 e.Kr. gav kejser Theodosius II. ordre til, at Zeustemplet skulle ødelægges. To store jordskred i årene 552 og 551 e.Kr. fik store dele af bjerget Kronion til at styrte ned over området, der yderligere blev dækket med et lag mudder på fire til femten meters tykkelse ved floden Alpheios enorme oversvømmelse.

Oldtidens olympiske lege overlevede altså i 1.169 år. Regner vi som en sammenligning dette antal år tilbage fra nutiden, altså år 2000, ville det omtrent svare til den tid i historien, hvor Ansgar kom til Danmark og grundlagde de første kristne menigheder i første halvdel af 800-tallet. Nu overgik de olympiske lege langsomt til glemselen. I de næste 1.500 år var der med lange mellemrum spredte tiltag til en form for genoptagelse af legene, men først i 1894 lykkedes det for den franske baron Pierre de Coubertin at skabe de moderne olympiske lege.
Det er takket være studier af den græske litteratur og de store arkæologiske udgravninger ved Olympia nogle hundrede år senere, at oldtidens olympiske lege ikke er forsvundet i glemselens tåger, og at vi i dag atter har olympiske lege.

Nutidens olympiske lege
Den første moderne olympiade blev fejret i Athen 1896, og de olympiske lege i Atlanta i 1996 var indledningen på den 26. olympiade. I Sydney år 2000 indledtes den 27. olympiade og dermed den første olympiade i det nye århundrede.
Sydney-legene er ikke de syvogtyvende i rækken af olympiske lege. Tre gange har man måttet aflyse:Legene i Berlin 1916 måtte aflyses på grund af første verdenskrig, der varede fra 1914 til 1918.
Det var desuden besluttet, at sommerlegene i 1940 skulle have været holdt i Tokyo, men på grund af japanernes overfald på Kina, blev de flyttet til Helsinki. Her måtte man dog aflyse på grund af Sovjetunionens overfald på Finland.
Også i 1944, hvor legene skulle have været holdt i London, blev de aflyst på grund af anden verdenskrig, der varede fra 1939-1945.
Siden 1948 har de olympiske lege været afholdt hver gang uden afbrydelse. Mens der i de 52 år fra 1896 og frem til 1948 blev afholdt ti olympiske lege plus ekstralegene i 1906, er der i de 52 år fra 1948 og frem til 2000 blevet afholdt 13 olympiske lege.

De olympiske vinterlege
De første vinterlege blev afholdt i 1924 i slutningen af den 8. olympiade. Fra og med den tid nummereres de, hver gang de afholdes. Vinter-OL i Salt Lake City 202 var således de 19. olympiske vinterlege.

Inden vinterlegene blev indført i 1924, havde man haft vinteridrætsgrene på det olympiske program ved sommerlegene. I London 1908 havde man således kunstskøjteløb på programmet. Det havde man også i Antwerpen 1920, hvor man endvidere havde ishockey med.
Indtil 1992 har der været holdt vinterlege for vinteridrætsgrene i det samme kalenderår som de olympiske lege, men på IOC-sessionen i 1986 blev det besluttet, at man fra 1992 ville holde vinterlegene hvert fjerde år, forskudt med to år fra sommerlegene. De første vinterlege, der altså for fremtiden afholdes midtvejs i en olympiade, blev holdt i Lillehammer i 1994. Dernæst fulgte legene i Nagano 1998, og i 2002 legene i Salt Lake City.

Vinterlegene i 1940 skulle have været holdt i Sapporo, men de japanske krigshandlinger udløste, at legene blev aflyst. De blev flyttet først til St. Moritz og siden hen til Garmisch-Partenkirchen, hvor de blev aflyst på grund af krigen. Af samme grund blev vinterlegene i 1944 afflyst. De skulle have været holdt i Cortina d'Ampezzo.

Vinterlegene i 1976 skulle oprindeligt have været holdt i Denver, Colorado, USA, men økonomiske vanskeligheder tvang byen til at melde fra, hvorefter arrangementet så gik til Innsbruck.

Valg af by
Værtsskabet for afholdelsen af legene tildeles en by og ikke et land eller område. Valget af en by til festligholdelsen af en olympiade tilkommer udelukkende IOC.
Ansøgning om afholdelsen af legene skal fremsættes af den officielle myndighed i den pågældende by med billigelse af den nationale olympiske komité, som skal garantere, at legene vil blive organiseret til IOC's tilfredshed og i overensstemmelse med IOC' krav. Den nationale olympiske komité og den udsete by hæfter solidarisk og hver for sig for alle forpligtigelser, man indgår, og skal garantere fuldstændigt finansielt ansvar for organisationen af legene.

Det olympiske charter, motto og symbol
Det olympiske charter er kodifikationen af de grundlæggende principper samt regler og tillægsbestemmelser, som vedtages af IOC. Dette charter styrer organisationen og udøvelsen af den olympiske bevægelse og fastsætter betingelserne for afholdelsen af de olympiske lege.
Den Internationale Olympiske Komité, IOC, skal sikre det størst mulige publikum til de olympiske lege.

Ingen diskrimination er tilladt under legene imod personer eller nationer på grund af race eller religion.

IOC styrer den olympiske bevægelse og har rettighederne til de olympiske lege og vinterlegene. Dens konstitution og magt er fremsat i de nuværende love og vedtægter, det olympiske charter. De grundlæggende principper i chartret er:

  • Den moderne olympiske bevægelse blev grundlagt af Pierre de Coubertin, på hvis initiativ Den Internationale Sportskongres blev afholdt i juni 1894. Den Internationale Olympiske Komité, IOC, konstituerede sig den 23. juni 18942.
  • Den olympiske idé er en livsfilosofi, der samtidigt og sammenhængende ophøjer og kombinerer kroppens, viljens og sjælens kvaliteter. Ved at blande idræt med kultur og uddannelse søger den olympiske idé at skabe en livsmåde baseret på glæden ved præstationen, det gode eksempels pædagogiske værdi samt respekten for universelle, fundamentale og etiske principper.
  • Målet for den olympiske idé er overalt at placere idrætten til gavn for den harmoniske udvikling af mennesket med henblik på at fremme oprettelsen af et fredeligt samfund, der er optaget af bevarelsen af den menneskelige værdighed.
  • Den olympiske bevægelse, ledet af IOC, har sin oprindelse i den moderne olympiske idé.
  • Med IOC som øverste myndighed omfatter den olympiske bevægelse de organisationer, idrætsudøvere og andre personer, som accepterer at lade sig styre af det olympiske charter. Betingelsen for at tilhøre den olympiske bevægelse er anerkendelse fra IOC's side.
  • Målet for den olympiske bevægelse er at bidrage til opbygningen af en fredelig og bedre verden ved at uddanne unge gennem udøvelsen af idræt praktiseret uden diskrimination af nogen art og i den olympiske ånd, som kræver gensidig forståelse præget af venskab, solidaritet og ærlighed.
  • Den olympiske bevægelses aktivitet er permanent og universel. Den når sit højdepunkt ved at samle idrætsudøvere fra hele verden til den store sportsfestival, de olympiske lege.

"Citius, Altius, Fortius" er det olympiske motto og er latin for: »Hurtigere, højere, stærkere«. Mottoet udtrykker den olympiske bevægelses hensigt, der tager udgangspunkt i, at »... det vigtigste ved de olympiske lege ikke er at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det essentielle er ikke det at have erobret, men at have kæmpet godt.« Mottoet blev introduceret ved OL i Paris 1924.

Åbningshøjtidelighed
På den første dag af legene afholdes åbningsceremonien, der foregår på det olympiske stadion. De væsentligste elementer i åbningshøjtideligheden består af:

Indmarch
En indmarch, hvor deltagerne marcherer ind nationsvis, blev introduceret første gang ved OL i 1906 i Athen. I dag føres indmarchen an af det græske hold, der går forrest som en hyldest til de olympiske leges oprindelse.
Alle deltagende nationer går i alfabetisk orden efter værtslandets benævnelse af de pågældende nationer i dets eget sprog (eksempel: I Helsinki 1952 marcherede det danske hold ind under bogstavet T for det finske navn for Danmark: Tanska). Værtslandet marcherer sidst ind på det olympiske stadion.
Siden OL i London 1908 har deltagerne gået bag en skiltebærer med nationens navn på skiltet. Derefter går den nationale fanebærer, der ofte har fået sit ærefulde hverv på grund af en god præstation ved de foregående olympiske lege. På den måde understreger man kontinuiteten i den olympiske idé.

Taler
Når samtlige nationers hold er marcheret ind på stadion og er blevet opstillet, holdes tre taler: Første taler er formanden for organisationskomitéen. Anden taler er præsidenten for IOC. Tredje taler er værtslandets statsoverhoved. Vedkommende erklærer i ganske få ord de olympiske lege for åbnet.

Det olympiske flag hejses
Det olympiske flag er hvidt uden en kant af anden farve. Midt på flagdugen er det olympiske symbol, som består af fem sammenflettede ringe i farverne blå, gul, sort, grøn og rød. Den blå ring er nærmest flagstangen, den lavere anbragte gule ring forbinder den blå og den sorte ring og den anden lavere ring forbinder den sorte og den røde ring. Flaget er tre meter langt og to meter bredt. Symbolet i midten er to meter langt og 60 centimeterhøjt.
De moderne olympiske leges grundlægger, Pierre de Coubertin, fandt dette mærke i Delphi i Grækenland. Han mente, at de fem ringe kunne symbolisere de fem verdensdele. Han designede flaget i 1913, og året efter blev det for første gang præsenteret på 20-årsdagen for den kongres, der i 1894 vedtog genoplivningen af de olympiske lege.
Senere er der fremsat en teori om, at farverne skulle være fordelt, så de kunne symbolisere de fem verdensdele, blå: Europa, gul: Asien, sort: Afrika, grøn: Australien og rød: Amerika (både syd- og nord).
En anden teori om farvesammensætningen er den, at hvis man tager de fem ringes farver plus den hvide flagdug, symboliserer det olympiske flag de farver, der indgår i farvekombinationen i alverdens flag. For eksempel blå, hvid og rød det franske, hollandske, russiske, britiske og USA's flag, sort, gul og rød, det tyske og belgiske flag, blå og gul det svenske og ukrainske flag, rødt og gult det spanske og det kinesiske flag, rødt og hvidt det schweiziske, danske og japanske flag osv. Altså et virkeligt internationalt symbol.
Ved åbningshøjtideligheden bæres flaget udbredt stadion rundt og føres frem til den flagstang, stadions højeste, der er bestemt for til at føre flaget.
Det olympiske flag blev første gang hejst ved OL i Antwerpen i 1920, mens det ved OL i Paris 1924 var første gang, at skikken med at hejse værtsnationens og de næste leges vætsnationers flag blev praktiseret.

Den olympiske hymne synges
Under afspilning af den olympiske hymne hejses flaget. Den olympiske hymne blev komponeret specielt til de første moderne olympiske lege i Athen 1896 af Spyros Samaras til et digt af Kostis Palamas: »Udødelige fortidens ånd, fader til det gode, skønne og sande ...«
Hymnen blev godkendt af IOC som officiel olympisk hymne i 1958. Den officielle franske tekst lyder:

Esprit antique et éternel, créateur auguste
De la beauté, de la grandeur et de la vérité
Descends ici, paraîs, brille comme l'éclair,
Dans la gloire de la terre et de ton ciel.

Dans la cours et la lutte et le poids
Des nobles jeux éclaire l'élan,
Prépare la couronne faite de la brance immortelle
Et donne au corps la force de l'acier et la dignité.

Les campagnes, les monts, les mers brillent autour
de toi
Comme un grand temple fait de pourpre et de
blancheur,
Et dans le temple ici accourent tous les peuples
Pour se prosterner devant toi, Esprit antique et eternel.

I en fri dansk oversættelse lyder hymnen således:

Evige, antikke ånd, ophøjede skaber
af det smukke, det ædle og det sande,
stig herned, kom frem og spred dit stjernelys
i stråleglans på jorden og i himlen.

Oplys og opløft disse ædle lege
i løb, i brydning og kast
gør sejrskranse af stedsegrønne grene
og giv kroppen stålets og ærens styrke.

Sletter, bjerge og have skinner omkring dig
som et stort tempel i rosa og hvidt,
et tempel, hvortil alle folkeslag iler
for at knæle for dig, du evige, antikke ånd.

Kanonskud og brevduer
Ligesom det olympiske flag og den olympiske ed blev introduceret ved de olympiske lege i Antwerpen 1920, blev der indført en traditionen med tre kanonskud.
Grunden til, at der skydes tre gange, kan være, at tre er et såkaldt helligt tal. De tre skud kan også henvise til det olympiske mottos tre ord Citius, Altius, Fortius.
Det var også ved de olympiske lege i 1920, at skikken med opsendelse af brevduer blev indført. De hundredvis af duer skulle bringe bud om, at de olympiske lege var åbnet.
Denne skik har dog fået en del dyreorganisationer til at protestere. Dels skræmmes duerne af den enorme publikumsmængde, og dels omkommer flere duer i den kraftige olympiske flamme. Ved vinterlegene i Lillehammer 1994 brugte man hvide balloner udformet som symbolske duer i denne del af ceremonien.

Den olympiske flamme tændes
Den olympiske flamme tændes ved en formel ceremoni i Olympia og føres til den olympiske værtsby med et fakkelstafetløb. På de olympiske leges åbningsdag løbes faklen ind på det olympiske stadion, hvor flammen, der brænder konstant under legene, tændes. På afslutningsdagen slukkes flammen. Tilsvarende ceremoni finder sted i sejlsportscentret (havnen).
Den olympiske flamme blev første gang tændt ved legene i Amsterdam 1928. Idéen med at bringe ilden fra det gamle Heratempel i Olympia i Grækenland til det olympiske stadion af en fakkelstafet, blev dog først praktiseret ved legene i Berlin 1936 efter idé af organisationsformanden Carl Diem.
Ilden tændes i Olympia, hvor en fakkel ved en højtidelighed nogen tid før de olympiske leges åbning tændes ved solens stråler, der via et hulspejl reflekteres til den brændbare væske i faklen. Ilden transporteres derpå af stafetter til fods, til hest, på cykel, i både af forskellig art, i kørestol, og hvad ellers man kan tænke sig af midler til menneskelig fremdrift. Normalt transporterer hver stafet faklen cirka en kilometer.
Stafetløbet med faklen symboliserer forbindelsen fra oldtidens olympiske lege til nutidens olympiske lege.

Det olympiske løfte aflægges
Den olympiske ed blev aflagt første gang ved legene i Antwerpen 1920. Siden legene i Tokyo har det heddet Det olympiske løfte.
En deltager på værtsnationens hold aflægger på samtlige deltagende idrætsfolks vegne det olympiske løfte, der lyder:
»På alle deltageres vegne lover jeg, at vi vil deltage i disse olympiske lege med respekt og lydighed over for de regler, der styrer dem, og i idrættens ånd, så det kan være til ære og hæder for vore hold.«
Som afslutning på åbningsceremonien afspilles det arrangerende lands nationalmelodi.

Medaljeoverrækkelse
Efter hver konkurrence overrækkes guld-, sølv- og bronzemedaljerne til nummer et, to og tre. Guldvinderen placeres i midten på præmiepodiet, sølvvinderen til højre og bronzevinderen til venstre. Herefter spiller vinderens nationalsang. For Danmarks vedkommende; Der er et yndigt land.
Sådan har det ikke altid været. Ved de første olympiske lege i Athen 1896 fik vinderen en sølvmedalje, mens nummer to fik en medalje af kobber og nummer tre ingen medalje fik.

Ved de olympiske lege fire år senere, i Paris 1900, blev der ikke uddelt officielle olympiske medaljer. Som det kunne læses i programmet for legene, ville vinderne modtage objets d'art altså kunstgenstande. Vinderne blev dog ikke snydt for medaljer, idet den store verdensudstilling, som de olympiske lege var en del af, sørgede for nogle plaketter. I ganske få sportsgrene som f.eks. skydning og automobilløb uddelte man forgyldte sølvplaketter til vinderne. I andre sportsgrene modtog vinderne sølvplaketter, mens de næste modtog forsølvede bronze- og bronzeplaketter. Om der uddeltes medaljer til både nummer et, to og tre afhang af, hvilken sportsgren det drejede sig om.

Fra OL i 1904 i St. Louis begyndte man på den nu gældende tradition med medaljer til nummer et, to og tre. Her modtog vinderne en medalje af ægte guld, mens nummer to og tre fik sølv og bronze. I London 1908 var det kun de individuelle vindere, der modtog ægte guldmedaljer. Medlemmer på de vindende hold modtog forgyldte sølvmedaljer. Siden er der ikke blevet uddelt ægte guldmedaljer til vinderne ved OL. "Guldmedaljerne" har siden 1912 bestået af forgyldt sølv.Medaljernes størrelse og vægt har også ændret sig gennem tiderne. De medaljer, der blev uddelt til vinderne ved legene i Atlanta 1996, havde en diameter på 70 mm, var 5,5 mmtykke og vejede 180 gram. Til sammenligning målte medaljerne til vinderne i Athen 100 år tidligere 50 mm, var 3,8 mmtykke og vejede 69 gram. Det var først i Rom 1960, at man begyndte at hæfte medaljen fast i en kæde eller et kulørt bånd, så de kunne blive hængt om halsen på modtagerne.

Motivet på forsiden af de olympiske medaljer ved sommerlegene har siden legene i 1928 været det samme: Sejrsgudinden med en løftet palmegren i forgrunden og Colosseum i baggrunden. Bagsidernes motiver har været af varierende art. Ved vinter-OL har man ikke den samme tradition for et gennemgående motiv på medaljerne.

Afslutningshøjtidelighed
De deltagende nationers fanebærere marcherer samlet ind på stadion. Derefter kommer de aktive, dog maksimum seks fra hvert land, i tilfældig orden. Der hejses tre flag ved siden af hinanden: arrangørlandets, næste arrangørlands samt det græske flag, der placeres i midten. IOC's præsident modtager et specielt olympisk flag fra den by, hvor de netop afholdte lege har fundet sted, og overgiver det derefter til næste værtsbys borgmester, som opbevarer det på byens rådhus, indtil de næste lege holdes. IOC's præsident slutter legene af med at opfordre alverdens ungdom til at mødes igen om fire år. Den olympiske flamme slukkes, og det olympiske flag sænkes langsomt og bæres ud af stadion. Der affyres fem kanonskud, hvorefter sportsfolkene forlader det olympiske stadion. På lystavlen byder den næste værtsby, velkommen om fire år.

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter